Danmark fik en ny adel under 1. verdenskrig. Gullaschbaronerne tjente store summer på at lave gullasch til den tyske hær. Penge, som de nyrige ofte brugte til spekulation på børsen og til ekstravagante fester og store paladser.
Formuer blev vundet og ligeså mange blev tabt.

Kabaret-forestillingen Gullaschbaronen lader sig bla. inspirere af historier om:
Tobaksrepræsentanten og spekulanten Olaf Biegler, der købte herregården Bangsbo ved Frederikshavn i 1918,
førte en yderst ekstravagant livsstil i et års tid, for derefter at gå bankerot.
Vekselereren Svend Aage Andersen, også kaldet ”vekselerdrengen” der bedrog sine kunder på Børsen for over 3 millioner kr.(ca. 150 millioner i nutidskr.) i 1915, og ikke mindst storkøbmanden og gullaschbaronen Harald Plum, hvis tvivlsomme spekulationer var hovedårsag til Den Danske Landmandsbanks famøse krak i 1922.

Historien trækker tråde til nutiden, til finanskrisen i 2007-09 og skandalerne omkring Danske Bank.
Grådighed, anløbenhed, manglende moralsk kompas før og nu sættes i scene i en stram, skarp og musikalsk form.
Sangen ”Familieportrætter”, som Osvald Helmuth udødeliggjorde i ”Mestersangeren i Revyenberg” i 1952 går som en rød tråd igennem Gullaschbaronen.
Blandt kabarettens andre sangnumre kan nævnes ”Så til Maxim vi går”, Frederik Jensens gullaschvise, Schiøler-Lincks ”Ih, hvor er det kommunalt” og Preben Uglebjergs ”Gyngerne og karrusellen”.

Rollerne som Gullaschbaronen og hans familie spilles af Hans Dueholm.